Endelig ser det ud til at jeg har knækket koden, så jeg nu kan begynde at få glæde af min cover stitch maskine.
Da jeg sidste år skiftede min broderi-symaskine til en anden model, købte jeg samtidig en cover stitch maskine. En demo model, som jeg fik til en rigtig fin pris. Inklusive i prisen var der tre "trykfødder", som ellers er temmelig dyre ekstra tilbehør, ca 1000-1500 kr pr stk.
Det var ikke fordi jeg kendte maskinen ret godt i forvejen, men vidste bare at den kunne sy en flot finish på tøjet. Men jeg havde overhovedet ikke regnet med, at den ville komme til at drille mig så meget. Jeg troede at det bare var at tråde den og så bare igang med at sy, men jeg blev meget klogere. Butikken tilbød ved køb af maskinen en times undervisning i begge maskiner. De to timers undervisning modtog jeg for flere måneder siden men det hjalp mig bare ikke rigtig igang.
Efter som maskinen forsat drillede, ja så stod den bare i "skammekrogen" og blev ikke brugt. Faktisk har jeg indimellem overvejet at sælge den.
Så var det at jeg så et 4-timers kursus hos min symaskine forhandler. Jeg var hurtig til at købe min "billet" og ønske en feriedag, da kurset lå på en hverdag. Dagen kom og jeg tog turen til Hjørring. Jeg havde ikke ret mange forventninger til kurset og min fremtidig brug af maskinen.
Men heldigvis blev jeg glædelig overrasket. Kurset var fyldt med friske sy-piger med samme udfordringer med maskinen som mine og kurset var fyldt med fine vejledninger og gode tips og tricks.
Der blev syet coversømme med to og tre nåle, syet kanter på med tapebinderen og syet oplægning med den specielle trykfod. Underviseren var meget dygtig og kom rundt og hjalp os hver især med vores maskiner. Jeg kørte glad hjem, fyldt med tro på at nu kunne jeg komme igang med maskinen.
Jeg har allerede syet flere dejlige forårsbluser hvor jeg har brugt maskinen til den sidste finish. Der skal stadig øves i brugen, men nu ved jeg hvordan den kan sy og hvordan de forskellige trykfødder fungere. Nu handler det bare om træning…
Hm… hvorfor står mit navn der ? Her er de ekstra trykfødder som jeg fik med da jeg købte maskinen. De er ellers ret dyrt tilbehør.
Det er lidt svært at se sømmen, men den er syet på med tapebinderen.
Bagsiden af kanten som er syet på med tapebinderen.
To-trådet coversøm pynter ved ærme-sammensyningen og halskanten er syet på med tapebinderen.
Tre-trådet coversøm, forside og bagside.
Jeg er så glad for at jeg kom på kurset og fik gang i maskinen. Vi skal nok blive venner ...