tirsdag den 8. marts 2011

Kamut boller.

I weekenden fandt jeg en opskrift på nogle lækre boller bagt med kamut fuldkornsmel. Det er en meltype som jeg ikke har prøvet før. I det sidste lange stykke tid har jeg bagt boller med ølandshvede fra Aurion. Kamut fuldkornsmel, også kaldet kæmpedurum, er en 2000 år gammel hvedesort som har en god bageevne der giver en blød dej og et velsmagende gyldent brød.


De smager fantastisk godt. Sådan lidt nøddeagtigt. Her får du opskriften hvis du skulle blive fristet til en gang boller.

Kamut-boller med græskarkerner og gulerødder. Ca 10 stk.

25 gr gær
4 dl lunken vand
lidt havsalt
1 spsk honning
1 dl græskarkerner
200 gr sigtet speltmel eller hvedemel
300 gr kamut fuldkornsmel
1 groftrevet gulerod.

Opløs gæren i lunken vand, tilsæt salt, honning, græskarkerner og revet gulerod og rør. Tilsæt speltmel/hvedemel og rør. Tilsæt kamutmel og rør igen. Dejen skal være lidt blød. Efter originalopskriften sættes dejen til hævning en halv time. Bollerne sættes på plade med to skeer og efterhæver 30 minutter. Pensles med olivenolie inden de sættes i ovnen. Bager ca 15 minutter v/ 200 gr varmluft. OBS: Jeg bruger kun halv gær mængde og lader dejen hæve i køleskabet i min. 6 timer.

Velbekomme.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...