torsdag den 29. september 2011

Jeg har vundet igen.

Endnu engang har jeg været heldig at vinde en fin give away. Denne gang var det hos TINA. Tina laver de fineste smykker i krympeplast og i fimo. Hvis du ikke kender hendes blog, er hun bestemt et besøg værd.
Præmien var en ring med et valgfrit dyr, lavet i krympeplast. Jeg valgte en elg og se lige hvor flot en ring som posten havde med idag.





I pakken var der også en lille hilsen fra Tina. 
Tusind tak for gevinsten. Jeg er meget glad for den.









tirsdag den 27. september 2011

Berlin-inspiration søges.

Snart går turen endnu engang til Berlin. Vi har været der en gang tidligere, og vi glæder os til endnu et gensyn. Vi har besøgt mange af de mest kendte seværdigheder, men også denne gang skal der være plads til lidt kultur. Der ud over skal jeg selvfølgelig et smut omkring Frau Tulpe lige som sidst. Vi skal bo på hotel, midt på Kurfurstendamm, meget centralt i forhold til U-bahn. Hvis du kender til nogle spændende butikker, gerne vintage eller retro, eller måske et godt marked, så må de endelig give lyd. Jeg har hørt om en second hand butik som hedder Garage, måske er den et besøg værd ? Hvis du ellers ligger inde med gode ideer på lækre cafeer, andre spændende butikker eller oplevelser må du endelig give lyd. Det vil jo være ærgerligt at komme hjem og så opdage at jeg er gået glip af noget.

Forsat god aften.

søndag den 25. september 2011

Stof til disco dragter.

Min datter og hendes danse veninde skal have nye dansedragter til dette års turneringer, så derfor havde de unge piger inviteret os mødre en tur i Stof og stil i fredags. Målet var indkøb af stof til fine dragter, ud fra deres tema som er uniform. Ideer har pigerne masser af og de har blind tiltro til, at vi mødre lige tryller ideer om til dragter. Under hele processen tænker jeg i sy teknikker og hvad der er muligt i den type stof når man ikke er professionel sypige. Men her er lidt billeder af det pigerne faldt for.






Her er skitsen af den uniforms- dragt de har tænkt sig. Hot pants i den grønne velour med sorte pallietter i siden og overdelen i den kobber farvede i "jakke snit" med trenser ned foran lavet i pallietter. Det sorte palliet stof skal være "støvler". På jakken skal der skulderpuder i for at opnå uniforms looket og der skal laves noget "skulder-halløj" med frynser. Der ud over masser af pallietter så det rigtig kan glimte når disco rytmerne drøner derud af  Jow jow- ideer mangler pigerne ikke....
Vi mødre er enige om at vores sy færdigheder bliver sat på en prøve, men samtidig er det altså også rigtig sjovt at lave. Næste søndag eftermiddag er sat af til at lave mønster og få klippet. Så syer vi hver især en dragt og håber på at de bliver ens.

tirsdag den 20. september 2011

Super lækkert Liberty tørklæde.

Mit tørklæde lavet af alle Liberty firkanterne er blevet færdigt og WAUW siger jeg bare. Det er blevet så smukt, og jeg er allerede helt vild med det. Jeg er glad for, at jeg lavede det i blandede farver for det passer bare til alt.


Faktisk er det ikke helt færdigt endnu. Enten skal der syes en kant af pom pom´er på, ligesom på det tørklæde som jeg har fået inspirationen fra eller også skal det sømmes med en smal søm hele vejen rundt.
Hvad synes du ? 





Mit nye Trillemus-mærke har også fået en plads.

Ha en skøn tirsdag aften.




søndag den 18. september 2011

Saml selv weekend.

Sidste søndag solgte vi vores spisebord og stole, så hele ugen har vi siddet ved havebordet og på gamle klapstole, gravet frem fra loftets dyb. Vi har længe ønsket os et større bord - et langbord som jeg kalder det. Familien er jo vokset de seneste år. Der er kommet dejlige svigerbørn til, så det var simpelthen så træls at sidde "lårene af hinanden" når de kom hjem. Min mand og jeg har ikke været helt enige om, hvad der skulle købes i stedet. Han var inde på sæbebehandlet eg, men da her jo er små børnefingre dagligt, ville jeg gerne have noget som nemt holdes pænt og rent med en spand sæbevand.
Det er jo ikke en hemmelighed, at jeg er vild med Ikea, så jeg havde jo udset mig et lækkert stort hvidt bord og fine hvide træstole. Af erfaring ved jeg jo, at bordet altid står med en voksdug på, så Ikea er fint til mig. Efter et par "fremvisninger" lod manden sig overtale og derfor har weekenden stået i "saml selv-tegnet". For hold da op, hvor er et bord og otte stole i maaaaange kasser.



Godt at det ikke er mig som har samle-tjansen. Det rækker min tålmodighed bestemt ikke til.


Her er så resultatet. Lækkert stort hvidt bord med plads til 12-14 personer. Jeg er så tilfreds og glad for det. Jeg kalder det svensk landstil :-)  Nu mangler der bare at sætte de nye lamper op, men det må vente til en anden dag, for nu gider vi ikke mere idag. Lige nu hygger vi med the og rå æblekage.
Beklager den dårlige billed kvalitet. Her er bare intet lys idag-kun lutter øs-regnvejr......

Forsat god søndag.


onsdag den 14. september 2011

Jeg klipper firkanter.

Jeg klipper firkanter af det Liberty stof som jeg købte hos Shaukat for kort tid siden. Jeg vil sy et lækkert tørklæde og det bliver i blandede farver, så passer det til det meste.




Inspirationen til dette projekt har jeg fundet i den bog som norske bloggere har givet deres bidrag til. Den er rigtig inspirerende og der er flere ting jeg skal prøve at lave i nær fremtid.




tirsdag den 6. september 2011

Egen avl....

Pynte græskar er det eneste som jeg har haft sået i år og nu begynder jeg at se resultaterne af mine "grønne fingre" Seks stk har jeg høstet idag :-) og der er flere på vej. Jeg såede et enkelt brev i diverse bøtter og bakker og udplantede alle stiklingerne overalt i haven hvor der var en ledig plet. Mange af planterne er dog gået til undervejs og nogle har sikkert måtte lade livet, når riven kom forbi. Men jeg får rigeligt alligevel kan jeg se. Der er stadig store gule blomster på planterne og masser af små græskar på vej, så jeg skal nok få fyldt kurven med pynt.

lørdag den 3. september 2011

Nye bukser til efteråret.

Der har ikke været meget liv på bloggen den sidste uge. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side -tværtimod. Jeg har haft temmelig travlt med at sy penalhuse og navneposer til alle dem, som har haft bestilt. Det er rigtig dejligt, at andre kan lide de ting jeg laver. Alligevel har jeg idag haft tid til at sy et par bukser til mig selv, som jeg vil bruge når efteråret kommer. Jeg synes selv, at de er blevet meget gode efter lidt tilretning, og tror at jeg nok skal få den brugt. Det er en slags leggins/gamache- eller hvad jeg nu skal kalde dem. Jeg tænker, at de skal bruges til tunikaer eller med en kjole ud over. Jeg har ikke været så pjattet med leggins tidligere- altså til mig selv. Jeg synes vist, at jeg er for "bred-måset" til sådanne et par, men ser jo alle andre piger, -smalle som lidt brede bruge dem rigtig meget, så i år fornyer jeg mig altså :-)


De er syet i et stykke stof fra det nye (lidt kedelige) Stof og stil katalog. Det hedder Ottoman og er en slags stræk stof. Faktisk en lækker kvalitet til netop den her slags bukser. Jeg ville ønske at den kunne fåes i brun og måske en koksgrå også..... 


Mine bukser er syet efter dette mønster med overskæring ved knæene. Fin detalje.
Faktisk har Bonaparte også disse bukser i deres efterårs katalog med samme detalje til 399,- og jeg har købt stof for knap 90,- kr så det er billige bukser

Ha en dejlig lørdag aften.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...