fredag den 30. december 2011

Jeg gjorde det sørme....

Min garderobe er blevet beriget med et stykke lækkert strik. Det er lykkedes for mig at strikke en lækker trøje til mig selv. Den tværstrikkede poncho er blevet færdig og jeg er da bare HELT vild med modellen og farven.


Modellen er fra "Alt om håndarbejdes strikkemagasin" nr 10/2011. Kendere vil kunne se at jeg har lavet lidt ændringer. Jeg har nemlig forlænget den med en bred rib nederst og jeg har strikket en kant i halsen. Jeg er jo en høj pige på 178 cm, så den blev lidt kort uden ribben nederst. Desuden synes jeg at kanten nederst ville rulle og det er jeg ikke så vild med.



Garnet som jeg har brugt er her fra. En tråd Blackhill højlandsuld og en tråd Super Kid Mohair.
Der har sneget sig nogle enkelte fejl ind hist og pist. Jeg tror ikke at andre ser dem, men det irritere jo mit øje. Skidt pyt.....
Nu mangler den kun at blive skyllet op og ligge-tørre på et håndklæde. 
Jeg er blevet fuldstændig grebet af at strikke og næste trøje på pindene er allerede godt på vej. Derudover er der allerede planer for de næste. Uha det er farligt at få en ny dille.

Ellers er vi klar til en hyggelig nytårsaften imorgen. Aftenen skal tilbringes her med besøg af søde naboer. Vi skal nyde lækkert mad og gode vine og ellers bare hygge os.
Dette bliver det sidste indlæg i 2011 så derfor ønsker jeg alle et godt og kreativt nytår.

Vi "ses"i 2012


torsdag den 29. december 2011

Juleferie-afslapnings-hygge.

Juleaften er vel overstået. Hyggeligt selskab, dejlig mad og lækre gaver lige efter ønske. Kan man ønske sig andet....
Dagene her imellem jul og nytår er blevet nydt med forskellige gøremål. Julefrokost 2. juledag hos mormor og morfar sammen med hele familien. Igen lækker mad og traditionen tro, årets pakkespil.
Sove (lidt) længe om morgenen, til 50 års fødselsdag hos en af mine veninder- igen med lækkert mad og hyggeligt selskab.
Julen er blevet båret ud og her trængte til en tur med støvsugeren, inden nytåret trænger sig på.
Nytårsaften skal vi fejre med to hold gode naboer og i år er det os, som lægger hus til festlighederne.
Vi deles om opgaverne og vi skal lave forretten og "skrub-hjem-maden". Det plejer at være en rigtig hyggelig aften, så vi glæder os.
Idag har jeg været en tur ved tandlægen til eftersyn, så siger min tandlæge "du har en gammel fyldning som trænger til at blive skiftet ud - skal vi tage den idag ?" Ja gør bare det, siger jeg så. Så er jeg fri for at skal en tur derind igen...... 1624,- kr...!!!  Mon tandlægen har haft en dyr jul ?.... Gud hvor jeg hader det....


Forsat god juleferie til dem som har.

lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul allesammen.

Så kom dagen. Julefreden har sænket sig over det lille hjem. Snart skal vi være sammen med hele familien til julefest, lækker mad og gaver. Det bliver SÅ hyggeligt......

             I ønskes alle en rigtig glædelig jul


mandag den 19. december 2011

Vi er ved at være klar....

Julen nærmer sig med hastige skridt og vi er ved at være klar. Alle gaverne er købt og klar til at lægge under træet. Julepynten har fundet sin plads, selv om der er sparsomt pyntet i år. Træet er kommet ind i stuen igår og Mille har pyntet det, som hun synes det skal være i år. Det er et lille, men fint træ. Arbejdsugen byder kun på tre dage, så juleferien kan skimtes i det fjerne. Skønt - og den varer helt til d. 2. januar.


Det er ikke mange jule-syslerier der er kommet fra min hånd i år. Ja rent faktisk ingen... Ikke så meget som en enkelt pebernød er der blevet bagt. Der er ingen efterspørgsel på sådan noget her i huset, og så ender det bare med at jeg spiser dem alle og det har jeg bestemt ikke godt af :-) Yngste datter har været til småkagebagning og konfekt-fremstilling hos hendes storesøster så hun er ikke blevet "snydt"og vi har været heldig at få en lille dåse af lækkerierne så vi har lidt at byde på i julen. Jeg har været optaget af at sy pusle-boxe i starten af december og den seneste uge har jeg haft strikkepindene i hænderne i enhver ledig stund. Min tværstrikkede poncho er ved at tage form og jeg kan allerede nu mærke at den bliver et hit.
Næste strikke projekt er også klar. Jeg var bange for at løbe tør for garn i juleferien, så jeg var på besøg hos garnudsalget i sidste uge. De bor jo næsten i min baghave, så det er jo skønt. Jeg skal strikke endnu en model designet af Lene Holme Samsøe fra bogen "Mere feminin strik" som jeg har lånt på biblioteket.
Denne gang skal den strikkes af to tråde Blackhill Højlandsuld i farven "havsnegl". Farven er lidt grå-brun og meget anvendelig synes jeg. Den glæder jeg mig til at strikke. Iøvrigt er der mange andre fine modeller i bogen, så den kan anbefales hvis du ikke kender den.
Nu er jeg jo ny i strikke-verdenen og ikke særlig dygtig, ej heller hurtig på pindene. Derfor søgte jeg lidt rundt omkring på nettet efter strikke-cafeer i Aalborg eller omegn. Jeg fandt ud af, at der er, eller har været strikke-cafe på Cafeministeriet hver 3. mandag. Mon den stadig eksistere ? Ved du mon noget om det ?

Her er lidt billeder af næste strikke-projekt.




Forsat dejlig mandag til alle.


tirsdag den 13. december 2011

Lidt lunt til mig selv.

Så er jeg kommet godt fra start med den "tværstrikkede poncho" fra Alt om håndarbejdes strikke magasin 10/2011. Jeg var så heldig at Lene med bloggen Kreamormor tilbød mig at sende en kopi af opskriften. Desværre var det ikke den rigtige opskrift, men derimod en anden sød poncho-model som nu er kommet på "to-do"listen.
Lørdag var manden og jeg en tur i Aalborg for at købe de sidste julegaver og så smuttede jeg lige en tur på biblioteket og der var jeg heldig at låne bladet med den rigtige opskrift. Så nu er jeg igang og det går rigtig godt. Jeg overholder "min egen aftale"med mindst 10 pinde om dagen og de pinde er altså laaange. 220 masker !!!... og især vrangpinden er lang. Men jeg synes, at det er hyggeligt, så jeg klør på.



Farven er rigtig lækker og klassisk, så hvis det skulle ende med et længere ophold på pindene end tiltænkt, så er den også fin næste vinter. Planen er dog, at den skal strikkes færdig inden for nærmeste fremtid, for jeg har allerede forelsket mig noget andet garn til næste projekt hos denne fantastiske garnpusher. 

Lørdagen bød også på et besøg i Stof 2000 og der faldt der også lidt af til lune sy-sysler.
Lækkert ternet hør-lignende stof i grå og creme til en tunika/kjole og ensfarvet gråt til et par løse bukser.
Jeg vil sy et sæt lidt a´la Noa Noa tror jeg. Jeg fandt også en fin viscose i lilla med et lille sort print. 
Så er der basis for lidt jule-syning. Jeg synes også at jeg trænger til lidt nyt i garderobeskabet.



Søndag var familien samlet til julehygge her. Gløgg og æbleskiver er dejligt på sådan en 3. søndag i advent. Det kan indimellem være svært, at få alles kalendere til at nå sammen, men i søndags lykkedes det. Sønnike har travlt med julehandlen og mellemste datter knokler med 1.års projektet på pædagog seminariet. Men hyggeligt at se dem alle plus mormor og morfar. 
Jeg fik denne fine julebuket som nu pryder mit spisebord.


Forsat god grå tirsdag....




torsdag den 8. december 2011

Lidt til mig selv.

Jeg har syet mig en ny bluse fra Ottobre nr 5/2008. Det er faktisk en model jeg har syet flere gange, og jeg synes bare at modellen er super fin. Denne gang er den syet i det populære stjerne-stof fra Stof 2000.
Denne gang har jeg også lavet den lidt længere end jeg plejer og jeg har sat båndene i ryggen. Den eneste ændring fra mønsteret er, at jeg har lavet to lange indsnit langs ryggen. Ellers synes jeg at den var lidt gravid-agtig med de bindebånd. Nu sidder den pænt til- sådan lidt figur syet. På grund af alle stjernerne, er det svært at se de små bise-læg på forstykket. For at pimpe den lidt, har jeg stukket alle sømmene med gul tråd og sat en gul retro-stjerne på nederst.







onsdag den 7. december 2011

Lækkert garn.

Som jeg tidligere har fortalt, har jeg planer om at strikke en trøje til mig selv. Nå og hva´så...tænker du sikkert, hvis du er en strikke-pige. Men jeg er jo mest en sy-pige, så det er virkelig noget af et projekt jeg har gang i.
Modellen som jeg vil strikke hedder "tværstrikket poncho" og er fra Alt om håndarbejdes magasin- kreativ strik. Den er simpelthen så lækker, så det strikkeri må prøves af. Og som tidligere nævnt har jeg lovet mig selv at strikke mindst 10 pinde om dagen og så må den da blive færdig på et tidspunkt.
Jeg har bestilt garnet her og nu er det kommet og hvor er det lækkert, både i farven og i kvaliteten.
Det er Højlands lammeuld i farven "troldhassel" og Super Kid mohair i farven "kænguru".
Nu glæder jeg mig til at få gang i strikkepindene...





Ha´en god onsdag.

mandag den 5. december 2011

Efterlysning- Alt om håndarbejdes Strikke Magasin nr 10.

Jeg efterlyser Alt om håndarbejdes Strikke Magasin nr 10. Jeg har forelsket mig i en strikket bluse " tværstrikket poncho" og selv om jeg ikke er en "strikke-pige", vil jeg alligevel forsøge at strikke den. Jeg har lovet mig selv at" strikke mindst 10 pinde dagligt" - så må den da blive færdig på et tidspunkt. Hvis jeg nu er så fornuftig, at vælge en  klassisk farve, så kan strikketøjet jo sagtens overleve en sæson eller to inden den er klar til brug. Det er desværre umuligt at opdrive bladet, så ligger du inde med det- og ikke bruger det mere, vil jeg gerne købe det eller måske bare en kopi af opskriften. Jeg håbet at der er held i blog-land, for jeg kan næsten ikke vente med at komme igang......

søndag den 4. december 2011

Jule masking tape, pusleboxe og julehygge.

Endelig et lille indlæg fra mig. Her har været stille i et stykke tid, men jer er her i fuldt vigør :-)

Nu er jeg med på masking tape dillen. I Rema 1000 fandt jeg disse ruller masking tape med nisser og de er da vildt søde. Jeg tror at de skal pryde kuverterne til årets julekort.



Årsagen til mit "fravær" på bloggen, har ikke været af dovenskab. Jeg har super travlt med at sy de sødeste pusleboxe af det lækre Blafre elefant stof. Jeg ved ikke hvor mange jeg efterhånden har syet, men det er sørme blevet til en del. Jeg har slet ikke fået vist dem frem på bloggen så her kommer de.



Der er lige plads til lidt bleer, et lille håndklæde og lidt vaskeklude. Lige hvad man har brug for når man er på farten med de små.

Jeg kender en sød pige, som har husket min stof-mani. Der skulle ryddes op hos hendes mormor og der dukkede der fineste Bjørn Wiinblad stof op. Heldigvis smed de det ikke ud og nu har jeg fået det. Det er rigtig retro i brune, beige og gyldne farver med lidt guld. Jeg ved ikke endnu hvad jeg skal bruge det til, så nu ligger det i skabet til den rette ide dukker op. Hvis du er interesseret i et stykke bytter jeg gerne.



Standen er rigtig fin selv om at det har været brugt til gardiner.

Vi julehygger også lidt. Der er blevet hængt de skønneste stjerner på i vinduerne. Rigtig julehygge...


Hvor er det bare svært at tage ordenlige billeder i dette mørke december-vejr.


Ha en dejlig 2. søndag i advent.






tirsdag den 29. november 2011

Juu huuu....

Juu huuu...- jo jeg er her skam endnu. Der har været stille på bloggen de sidste dage og det er ikke mange jule-syslerier som er blevet fremstillet her.
Jeg har travlt med at sy bestillinger og det er jo super skønt :-)
Derfor nyder jeg, at se alt det I andre kreative piger tryller frem her i før-juletiden. Jeg regner dog med at få tid til lidt julekrea senere. Det er jo ikke engang 1.december endnu så der er MASSER af tid :-)


God dag til alle.

torsdag den 24. november 2011

Vi er igang....

Det er småt med juleriet her hos os. Idag har jeg dog fået denne blomst forærende så nu er vi igang.


Når weekenden kommer skal kasserne med julepynt ned fra loftet og der skal sættes gran og lys op udendørs. Jo vi når det......

onsdag den 23. november 2011

Lækkert Blafre-stof i min postkasse.

Idag er det lækre Blafre-stof landet i min postkasse. Jeg var så heldig at Frk. Fie ville dele et par meter.
Valget faldt på de brune elefanter og de blå elefanter. Nu skal der syes lidt pusle-boxe til Trendsales. Så må jeg se om der er salg i dem.....
En pusle-box er en lille taske, som lige kan indeholde et par bleer, et underlag og lidt vaskeklude. Lige hvad man har brug, for når man er på farten med en lille størrelse.



Det er ikke nemt at tage gode billeder i dette mørke vejr men stoffet er meget smukt :-)
Nu vil jeg på posthuset med Fie´s del af pakken...

søndag den 20. november 2011

Advents-dekoration 2011

Hvert år spørger min mor "hvad farve lys skal der i din adventskrans og hvordan skal den se ud i år".
Hvert år svarer jeg "hvide lys og lilla pynt i sølvstjerne fadet" -nøjagtig lige som sidste år og de øvrige mange år. Sådan er det bare......ingen fornyelse her.
Se lige hvor flot den blev igen i år. Lige som jeg kan lide den.


og nu står den den på sin vante plads. Det skal der nemlig heller ikke laves om på....


Tusind tak mor.

Det er sjovt at se hvor forskellige adventskranse og dekorationer der pryder de forskellige bloghjem.

torsdag den 17. november 2011

En ny model....

For et par uger siden skulle jeg have været til bloghygge med en masse andre kreative bloggere. Desværre måtte jeg melde afbud. Planen var ellers jule-krea-hygge, hvor vi hver især skulle medbringe en juleide og materialer, så alle kunne prøve at lave ideen.
Min ide var at flette julestjerner i Liberty stof og jeg havde derfor klippet masser af strimler, så der var rigeligt til alle. Men da jeg nu måtte melde afbud, er skuffen jo fuld af strimler, og så mange stjerner får jeg ihvertfald ikke lavet. Hvad laver man så af de strimler ? Jo...en ny model af en toiletpung.



Jeg har sat en pink murer-snor med et par perler i lynlåsen.
Jeg har strimler til en masse punge, så mon ikke nogen af dem skal bruges til årets pakkespil.
Så hvis du mangler en ny kosmetikpung i lækkert Liberty, så er det mine pakker du skal gå efter....

onsdag den 16. november 2011

Pusle-box og færdig give away-tørklæde.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg efterhånden har syet mange penalhuse, boxe eller hvad vi nu kalder dem. Idag fik jeg brugt nogle af mine småfolk rester og derud af fik jeg denne box. Eller pusle-box vil jeg kalde den, for der kan lige være 4-5 bleer, et lille håndklæde, lidt vaskeklude og en rulle affaldsposer. Lige hvad man ikke kan undvære når man er "på tur" med de små. Jeg synes at den er blevet rigtig lækker med alle farverne og så er det jo en god måde at få brugt sine rester på. Den er lidt større end dem jeg normalt laver. De passer bedre som penalhuse eller kosmetikpunge.




Det er da pænere at have sit "pusle-grej" i sådan en lille box istedet for i en plastpose.

Idag har jeg også fået lavet Liberty tørklædet fra min give away færdigt. Jeg synes at det er blevet fint med mange farver. Jeg kan godt se at ikke alle sammensyningerne ligger 100 %. Argh.... tænker jeg bare. Sådan noget ser mit øje bare med det samme når det er "hjemmelavet". Hvis nu tørklædet havde været købt i dyre domme.... ja så var det bare en del af det.... Kender I det ?
Jeg håber nu at Anne bliver glad for det alligevel.
Det ryger på posthuset imorgen.




God onsdag aften. Jeg skulle have været til noget blomster-kranse-binder-jule-halløj.
Det er desværre aflyst på grund af sygdom.



tirsdag den 15. november 2011

Se hvad posten kom med....

Se lige hvad som lå i min postkasse idag. Det lækreste gule stof med søde dyr på.




Jeg synes at det er sødt til små krea-projekter fx. penalhuse m.m.
Hvad synes du ?


mandag den 14. november 2011

Blog-fødselsdag og udtrækning af min GIVE AWAY.

Idag er det præcis et år siden at jeg skrev mit første blog-indlæg. Tænk...et år er gået så stærkt.....
Det har været et helt fantastisk år, hvor jeg dagligt er blevet inspireret kreativt. Jeg har lært en masse andre bloggere at kende, både gennem deres blog og "in real life". Tre gange har jeg været til rigtig hyggelige blogtræf. Det er skønt at mødes med andre kreative piger og lære af deres interesser.
Jeg har prøvet så mange kreative ting, som jeg ellers ikke ville være stødt på, hvis ikke det havde været for blogverdenen. Eneste "minus" er bare at det er enormt vanedannende og tidskrævende ;-)



Min blog-fødselsdag betyder også at min GIVE AWAY skal udtrækkes idag. Flere steder har jeg set at I bruger Random.org til at hjælpe med at finde den heldige vinder. Derfor tænkte jeg, at det må jeg da så også hellere. Det gik sådan set også meget godt, indtil at udtrækningsnummeret skulle over på min side....
Det kunne jeg selvfølgelig ikke finde ud af, så derfor kommer afsløringen HER. Manden i huset er mit vidne.... Tillykke til den heldige. Jeg håber at du bliver glad for tørklædet.

Samtidig vil jeg takke for den stor deltagelse og jeg vil byde nye læsere velkommen. Det er skønt at se at så mange har lyst til at læse med indimellem. Jeg vil besøge jeres blog snarest og glæde mig til at lære jer bedre at kende. Tusind tak.

Vinderen kan sende mig en mail med navn og adresse, så gevinsten kan sendes lige så snart den er kommet ud af symaskinen.

God mandag aften til alle.

søndag den 13. november 2011

Maler-weekend....

Weekenden er gået med at male. Ikke malerier, men vores køkken-alrum. Det har længe trængt til en kraftig opfriskning, men sådanne aktiviteter foregår kun i vinter-halvåret her, for resten af året bruger vi i vores campingvogn. Det er ikke mig der svinger maler-rullen.... næh den fornøjelse har manden i huset. Imens har jeg kogt hamburgerryg og stegt en flæskesteg og begge er nu skåret op til pålæg i bedste "husmor" stil. Der er også bagt et par banankager til fryseren af et par kedelige bananer.

Da vi var i hovedstaden i efterårsferien købte vi nogle magnet tavler i friske farver i Notre Dame. Jeg har glæder mig til at få dem op på væggen og det er de kommet nu. Fedt ser det ud...synes jeg.
Det første min datter sagde da hun så dem var "det ligner Windows logoet".... WHAT.... her er vi Mac-brugere....


Jeg må skynde mig at hænge noget op og skrive noget derpå for at "bryde billedet". Nu skal jeg ud og finde nogle smarte magneter eller lave nogle selv af fimo.

Jeg er også startet på julegave indkøbene og hvad er bedre end at starte med at købe en julegave til mig selv. Jeg har længe ...virkelig længe overvejet om ikke jeg skulle have et par gummistøvler fra Ilse Jacobsen. Jow...det skulle jeg og nu er det købt som en julegave fra manden (ja det er let for ham i år).


Så er det jo imorgen at min blog fylder et år og der trækker jeg vinderen af min fødselsdags-give-away. Du kan stadig nå at deltage- blot tryk på billedet øverst til højre så kommer du lige til siden.
Allerede nu kan jeg se at rigtig mange har været forbi og deltage og at der er rigtig mange nye læsere. Det er jeg rigtig glad for så hjertelig velkommen til jer. Mere om det imorgen....

Forsat god søndag.

fredag den 11. november 2011

Endnu flere penalhuse.

Jeg har fået syet en masse penalhuse til Trendsales. De er rigtig gode til opbevaring af alverdens ting. Jeg bruger dem til mine syting. Til opbevaring af mit broderigarn, som kosmetikpung og som penalhus.


Hvis du har brug for et penalhus kan du sende mig en mail. De koster 85,- kr pr stk og 100,- for dem med æbleprint plus porto.

Husk at du kan stadig nå at være med i min fødselsdags-give-away som trækkes på mandag
- dagen for bloggens 1 års fødselsdag. Tryk på billedet øverst til højre.

God weekend til alle.

tirsdag den 8. november 2011

Ih hvor vi glæder os....

Imorgen skal min yngste datter og jeg til koncert med Rasmus Seebach og ihh hvor vi glæder os. Vi er helt klar. Vi kan alle sangene fra den nye CD så vi skal rigtig skråle med........

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...