mandag den 31. marts 2014

Klar til foråret.

Foråret er lige om hjørnet og de lune temperaturer lokker de tynde jakker frem.
I år har jeg syet mig en ny. Nemlig en blazer i kraftigt marine jersey, en blød og lækker sag.

Modellen er fra det nye forårs- og sommer Ottobre Woman 2014, som iøvrigt er fyldt med gode ideer til det lette sommertøj.

Jakken er syet i en kraftig "vinter" jersey fra Stof og stil og er uden foer. Den er nem at sy og jeg har allerede købt stof til endnu en jakke, denne gang en sort.

Godt nok skriver jeg, at den er nem at sy… det kan man jo sagtens sige, nu hvor den er færdig.
Skal jeg være ærlig, ja så drillede kraven altså lidt (meget !)

Den måtte pilles op et par gange undervejs, fordi jeg ikke lige kunne huske hvordan det lige var at den skulle kringles. Sådan går det når man syer hurtigere end hjernen når at tænke…

Men nu husker jeg det til den næste… :-)

Nu er den skyllet op og hænger udenfor og tørrer i det dejlige vejr og er klar til brug…














torsdag den 27. marts 2014

Liberty love...

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er total vild med Liberty stoffer.

De smukkeste print i flotte farver. Jeg har efterhånden syet meget i Tana Lawn kvaliteten. Sommer "pludder-bukser" og flere af de populære Marapytta jakker. For et par år siden deltog jeg i en workshop i Århus, hvor Line underviste i syningen af de lækre quiltede jakker. Efterhånden har jeg syet seks stykker - to til min datter og fire til mig selv. Jeg bruger dem hele tiden, som cardigan og til forår/sommer som jakke.

Nu har jeg fået syet en stak penalhuse/kosmetikpunge til salgs- og gavekassen. De er blevet så lækre og det er helt umuligt, at vælge en favorit synes jeg. De er quiltede og foret med fint stof med små prikker.





                                                                                         Hvilken er din favorit ?

tirsdag den 18. marts 2014

Til min datter...

Min datter på 22 år spurgte forleden om jeg kunne sy en bluse a´ la´ Moss Copenhagen. Sådan en lidt bred bluse med et vinge ærme og i noget leopard jersey. Selvfølgelig... svarede jeg og bad hende om at kigge på nettet efter stoffet med leo pletterne. Der findes jo så mange udgaver, så det var vigtigt at pletterne faldt i hendes smag inden jeg startede symaskinen.

Hun fandt hurtigt det stof hun kunne lide og det var vigtigt, at det var med lys bund. Jeg kørte i Stof og stil efter stoffet og i Stof 2000 efter det nye mønster "Esmarelda". Det var i forvejen blevet godkendt til formålet.

Der er ikke mange ben i at sy den model, det er bare en tur igennem overlockeren og så en omgang oplægning. Bum… så var den færdig. Det kunne hun egentlig nemt gøre selv, men nu er interessen for at sy desværre ikke lige noget som fanger hende og samtidig er hun travlt optaget af 7. semester på pædagog-uddannelsen. Et semester hvor den ene eksamen ligger oven i den næste. Men nu kan hun snart se en ende på studiet, til juni er det slut og så venter kampen om et job.

Nu da jeg var igang med at sy, lavede jeg lige en ekstra bluse til hende. Jeg var nemlig faldet for en model som hang i min lokale Stof 2000, så jeg købte stoffet og lavede en magen til. Forinden havde jeg vist hende stoffet og det blev heldigvis også godkendt.

Det er altså sjovt som det, at sy til ens børn ændre sig. Da de var små syede jeg en masse til dem alle tre og de brugte det altid. Jeg tror ikke, at de tænkte på "at det har min mor lavet". Så kom der nogle år hvor mine to piger frabad sig mine kreationer og storebror var blevet for stor. Så måtte jeg nøjes med at sy til mig selv.
Men det sidste år har min mellemste pige været ret interesseret i det jeg laver. Jeg har syet to Marapytta jakker til hende og lavet nogle bluser som hun bruger meget. Det er dejligt, at hun igen værdsætter tingene og ligefrem beder mig om at sy til hende. Derimod er min datter på 16 år overhovedet ikke interesseret i det som kommer ud af symaskinen.










søndag den 9. marts 2014

Janome Cover Pro cpx 1000

Endelig ser det ud til at jeg har knækket koden, så jeg nu kan begynde at få glæde af min cover stitch maskine.
Da jeg sidste år skiftede min broderi-symaskine til en anden model, købte jeg samtidig en cover stitch maskine. En demo model, som jeg fik til en rigtig fin pris. Inklusive i prisen var der tre "trykfødder", som ellers er temmelig dyre ekstra tilbehør, ca 1000-1500 kr pr stk.

Det var ikke fordi jeg kendte maskinen ret godt i forvejen, men vidste bare at den kunne sy en flot finish på tøjet. Men jeg havde overhovedet ikke regnet med, at den ville komme til at drille mig så meget. Jeg troede at det bare var at tråde den og så bare igang med at sy, men jeg blev meget klogere. Butikken tilbød ved køb af maskinen en times undervisning i begge maskiner. De to timers undervisning modtog jeg for flere måneder siden men det hjalp mig bare ikke rigtig igang.

Efter som maskinen forsat drillede, ja så stod den bare i "skammekrogen" og blev ikke brugt. Faktisk har jeg indimellem overvejet at sælge den.

Så var det at jeg så et 4-timers kursus hos min symaskine forhandler. Jeg var hurtig til at købe min "billet" og ønske en feriedag, da kurset lå på en hverdag. Dagen kom og jeg tog turen til Hjørring. Jeg havde ikke ret mange forventninger til kurset og min fremtidig brug af maskinen.

Men heldigvis blev jeg glædelig overrasket. Kurset var fyldt med friske sy-piger med samme udfordringer med maskinen som mine og kurset var fyldt med fine vejledninger og gode tips og tricks.
Der blev syet coversømme med to og tre nåle, syet kanter på med tapebinderen og syet oplægning med den specielle trykfod. Underviseren var meget dygtig og kom rundt og hjalp os hver især med vores maskiner. Jeg kørte glad hjem, fyldt med tro på at nu kunne jeg komme igang med maskinen.

Jeg har allerede syet flere dejlige forårsbluser hvor jeg har brugt maskinen til den sidste finish. Der skal stadig øves i brugen, men nu ved jeg hvordan den kan sy og hvordan de forskellige trykfødder fungere. Nu handler det bare om træning…










Hm… hvorfor står mit navn der ?  Her er de ekstra trykfødder som jeg fik med da jeg købte maskinen. De er ellers ret dyrt tilbehør.


Det er lidt svært at se sømmen, men den er syet på med tapebinderen.


Bagsiden af kanten som er syet på med tapebinderen.


To-trådet coversøm pynter ved ærme-sammensyningen og halskanten er syet på med tapebinderen.


Tre-trådet coversøm, forside og bagside.

Jeg er så glad for at jeg kom på kurset og fik gang i maskinen. Vi skal nok blive venner ...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...