fredag den 24. juni 2011

Sommer.

Inden længe kommer min yngste datter hjem fra skole og kan se frem til en lang dejlig sommerferie. Vi glæder os til fridage sammen hele familien. Derfor vil her være mere stille på bloggen end der plejer. Vi glæder os til sol, varme, grill, jordbær, kølig rosevin og hvad der ellers hører med til hyggedage. Rigtig god sommer til jer alle i blogland.

tirsdag den 21. juni 2011

Idag kom posten igen.

Idag kom posten og der var igen en fin pakke til mig. Denne gang var den fra flet og sjov som også havde meldt sig til at deltage i pakkelegen.


Pakket ind i det fineste Diddle-papir.


Inde i pakken var der simpelthen så mange ting. Det sødeste stykke stof med dansende katte og kaniner,
flettet armbånd i postkasse rødt som passer perfekt til min arm ;-) to små nøgler garn, lange nåle med pastelfarvede hjerter fra Rice, to kløver klemmer- den ene er allerede taget i brug til at holde styr på alle de papirer man får og som man ikke ved hvor man liiige skal gøre af. En smart skabelon med et fint mønster.


Her får du lige et nærbilled af de dansende katte og kaniner. Er det ikke bare sødt ?

Tusind tak for gaven, Flet og sjov.




fredag den 17. juni 2011

Pakke legen forsætter...endnu en fin pakke til mig.

Merete med bloggen mor´skaber meldte sig som deltager i min pakkeleg og forleden modtog jeg endnu en spændende pakke med posten. Jeg elsker altså når posten ringer på med pakker.
I pakken var der alle disse fine ting.


Et perlesæt, to søde røde æble-knapper, et stykke hvidt bånd med æbler, en rød lynlås og de fineste grønne æbler lavet i silke. Tusind tak Merete. Jeg kan bare bruge det hele. Perlerne skal datteren og jeg hygge med en dag og båndet, æble-knapperne og lynlåsen....ja jeg tænker en sød toiletpung. 


De grønne æbler er jeg bare vild med. Der er så fint lavet med en rigtig stilk og små detaljer. De vil få en tråd så de kan komme op og hænge. Endnu en gang tusind tak for pakken Merete.

Forsat god fredag.

mandag den 13. juni 2011

Nyt udseende på bloggen.

For kort tid siden var jeg så heldig at vinde en GIVE AWAY hos Mamma Mia´s Verden og gevinsten var en header til min blog. Sikke en fantastisk gevinst.
Jeg synes at den er rigtig flot. Lige de farver jeg havde ønsket mig og med de motiver jeg havde foreslået så tusind tak Mia- hvor er du bare god til det.
Så derfor har min blog fået et nyt og mere frisk udseende.

Forsat god mandag aften.

Så er vinderne fundet....

Klokken blev 20 og vinderne af min første GIVE AWAY er fundet. Først vil jeg dog sige tusinde tak for deltagelse til jer alle. Det er rigtig skønt at så mange har haft lyst til at deltage i denne leg.
Jeg kan se på min skare af faste læsere at den er vokset og det er jeg rigtig glad for :-) Samtidig er der dukket nye og spændende blogs op- jeg vil besøge jer alle snarest. SKØNT.

Men nu til selve trækningen........ Mille og manden har ageret "lykkens gud-inde" og har hver trukket et lod.
Mille trak først......



Tillykke til mostermajas.

Taaa daaa.... Vinder nr to er....



Og tillykke til Mamma Mia´s Verden.

I kan begge sende mig jeres adresse på: mette1530@gmail.com  så vil jeg snarest sende jeres gevinster. Endnu engang tillykke til jer.




SKYND DIG....

Jeg trækker vinderne af min GIVE AWAY kl 20. Du kan stadig nå at deltage. Klik på billedet i min blogroll.

fredag den 10. juni 2011

Du kan stadig nå det.....

Du kan stadig nå at tilmelde dig min give away. Jeg trækker de to vindere af trekant taskerne på mandag kl 20 så hvis du vil være med klikker du bare på billedet til højre i min blogroll.

tirsdag den 7. juni 2011

Endnu en pakke og pakkeleg.

Jeg har modtaget en skøn pakke fra Margith med bloggen huset ved skoven. Jeg er med i en sjov leg hvor pakkerne flyver rundt i blogland i øjeblikket. Der var masser af lækkerier i pakken som du kan se her


og endnu flere lækkerier


Tusind tak Margith for alle de fine ting. Dem skal jeg nok få brugt til kreative projekter. Jeg sender snart en pakke retur til dig.

Har du også lyst til at lege med i denne pakke leg ? Så skal du blot svare på dette indlæg og jeg sender en pakke til de to første som melder sig. Når du har modtaget min pakke sender du en pakke retur til mig og laver selv et indlæg på din egen blog hvor legen kan forsætte.
Jeg håber at du har lyst til at lege med.

Og husk at du kan stadig nå at være med i min første give away som trækkes d.13.juni. 
Blot klik på billedet øverst på siden.


mandag den 6. juni 2011

Skøn weekend endte med bronze medalje.

Vi har haft en skøn lang weekend. Vi har besøgt hovedstaden i anledning af at Milles disco hold skulle deltage i DM disco formation i Brøndby hallen søndag. Vi havde bestemt os for at lave en tur ud af det og så overnatte hos familie i Farum. Vi tog allerede afsted fredag og nåede en tur op af Strøget og der blev besøgt mange butikker bla. Retro Villa og Butik NØ midt i København. Dog havde jeg glædet mig mest til at besøge Husflid lørdag. Da vi stod uden for butikken lørdag formiddag blev vi mødt af et skilt som meddelte at butikken desværre var lukket pga sygdom. Øv.... det blev kun til et kig ind af vinduet hvor jeg kunne konstatere at der var mange spændende ting og sager. Så der er basis for endnu en tur i fremtiden. Vi nåede også en havnrundfart og et besøg på restaurant Riz Raz som jeg bare elsker. Hele søndagen tilbragte vi i Brøndby hallen og da vi ankom kl 10 var hip hop holdene i fuld gang og bassen bragede løs. Disco holdene skulle først på gulvet kl 15 men vi skulle være der i god tid for der skal sættes hår og lægges make up. Jo jo intet må mangle... Dansen gik i gang og der var sørme mange dygtige hold så spændingen var stor da vi skulle høre om holdets placering efter første dans. Ville de gå videre til finalen ?.... JO- glæden ville ingen ende tage. Alle krammede hinanden og så ventede bare finalen og den endelige placering. Som I kan se af overskriften på indlægget blev det til en flot flot bronze medalje. Alle var ellevilde og jublede vildt og der trillede vist også en lille glædes tårer hist og pist.

Den glade ejer af medaljen.


Så ventede bare hjemturen til Aalborg med et lille besøg på Burger King undervejs. Vi var hjemme kl 23 så det var en lang men dejlig dag.

torsdag den 2. juni 2011

Gaven til mormor.

Som lovet forleden er her nogle billeder af gaven som jeg syede til min mor. Hun havde fødselsdag i maj og i aftes var vi alle inviteret i byen og spise. Turen gik til restaurant Paprika i Aalborg hvor man får de STØRRESTE schnitzler man kan finde nord for alperne. Hold da op hvor vi spiste...vi kunne ikke rokke med et øre bagefter :-) men det smagte skønt.


Hun blev rigtig glad for nettet. Det var jo lidt et sats at sy det i gammelt retro stof men ellers kunne jeg bare sy et andet til hende og nappe dette til mig selv.



Ellers er der en del nyheder på vej til bloggen. Bla har jeg modtaget den skønneste gave fra Margith. Jeg er med i en blogleg men mere om gaven og legen i næste uge. Desuden har jeg vundet en header til min blog i en give away hos Mamma Mias Verden. Det glæder jeg mig også til at skrive mere om i næste uge. 

tirsdag den 31. maj 2011

Jeg har vundet.

Idag da jeg kom hjem fra kursus lå der en pakke i postkassen. Jubiii...herligt. Jeg elsker at få pakker.
Det var min gevinst som jeg havde vundet i en give away hos hende her. Lækker solcreme. Skønt og tusind tak.


og nu kommer sommeren igen. Det kunne ikke passe bedre.

Husk at deltage i min give away som trækkes d.13. juni. Du deltager ved at klikke på billedet i siden.

søndag den 29. maj 2011

Kjøwenhavn...here I come.

I nær fremtid skal vi en tur til "djævleøen" i anledning af DM disco formation i Brøndbyhallen som Mille og hendes hold deltager i. Jeg er så heldig at brormand og hans viv er bosat i det sjællandske og vi har inviteret os selv på overnatning(er) hos dem. Heldigvis synes de også at det var en god ide så vi laver lige en tur ud af det. I den forbindelse har jeg prøvet at huske når der i blogland er blevet nævnt nogle spændende butikker som er et besøg værd så de ekstra dage ikke bare forsvinder med den sædvanlige tur op og ned af Strøget. Her er hvad jeg er kommet frem til foreløbeligt : Butik NØ - Retro Villa - Husflid og måske Garniture. Der er sikkert mange flere i samme stil som er et besøg værd og her kommer I- kære bloggere ind. Hvis du kender en spændende stof butik eller en god genbrugs må du gerne give et hint.


Dagen idag er gået med at sy en gave som skal gives væk på onsdag. Den er blevet ret flot hvis du spørger mig og jeg er meget tilfreds med den. Desværre kan jeg ikke vise billeder før modtageren har fået den for hun læser nemlig med her. ( HEJ MOR)
Derudover er stegen smidt i ovnen kl 8 i morgens. Jeg laver Pulled Pork til alle de unge mennesker som kommer på besøg i aften. Rigtig "tømmermandsmad" som min mellemste datter sagde da jeg inviterede. De har nemlig alle deltaget i weekendens karneval som jo i år desværre ikke var så heldig med vejret.

Og nu til noget helt andet.
Tusind tak for den store deltagelse der allerede er kommet til min første GIVE AWAY. Det er skøøøønt at I vil være med og hvor er jeg glad for at se så mange "nye" ansigter. Jeg kan se på min liste over faste læsere at den vokser og det er jeg bare rigtig glad for. Jeg vil i nær fremtid også besøge jeres blogge. Og er du endnu ikke med i min GIVE AWAY kan du nå det endnu for jeg trækker først vinderne d. 13. juni kl 20. For deltagelse klikker du bare på billedet i siden.

Det var alt for nu-forsat god søndag.

onsdag den 25. maj 2011

Mine første trekant-tasker og min første GIVE AWAY.

Jeg har syet mine første trekant-tasker efter et mønster som jeg har købt på Amio. Det er Vanella som har lavet mønsteret og det er super nemt og overskueligt at følge. Samtidig har min blog lige haft 1/2 års fødselsdag og det synes jeg jo at det skal fejres. Derfor har jeg bestemt at udlodde disse to nye tasker til jer.


Jeg fylder lidt "godter" i taskerne inden de sendes herfra men det må blive en overraskelse til modtagerne.

Du deltager ved at lægge en kommentar og hvis du har lyst må du gerne tilmelde dig som fast læser men det er ikke et krav. Du er også velkommen til at låne billedet. Du kan sagtens deltage selv om at du ikke har en blog-bare skriv din mailadresse så jeg kan finde dig.
Jeg trækker de to vindere mandag d.13.juni kl 20. 
Jeg håber at I har lyst til at deltage :-)







tirsdag den 24. maj 2011

Hængeparti...

Hængepartiet fra lørdagens danse-dragt-syning hang over mig som en sort sky. Selv om at jeg elsker at sy- ja så hader jeg altså sådanne "bundne" opgaver... Det er meget sjovere at sidde og sy når man selv bestemmer hvad og hvornår. Der var ikke andet for end at gå i gang fra en ende af og få det væk i en fart. Det gik heldigvis hurtigt og var ikke nær så slemt som forventet så nu er min andel af årets DM-dragter afleveret på danseskolen :-)


Guldstof- blå pallietstof som ballonærme og blå velour indsat i siderne.


Ballon ærmet er en super flot detalje. Bling bling..

Nåe ja..så har jeg også bagt hveder efter en fin opskrift som florerer i blogverdenen. Jeg ved godt at det er lidt sent men på dagen havde jeg jo snydt og købt nogle færdigbagte. Billeder fra andre "hvede-bagere" fik mig fristet og jeg lavede en portion. De er super gode og kan bestemt spises hele året rundt.



Forsat god dag.



lørdag den 21. maj 2011

Guld og pallietter.

Så kom dagen hvor Mille og jeg mødte op i Aabybro hallen medbringende symaskine og sygrej. Jeg havde hørt fra pigens mund at vi vist skulle sy nogle guld-leggins ind og så var den sag i orden. Men jeg blev meget klogere :-)  Der skulle nemlig laves 18 overdele til før omtalte leggins. På gulvet lå der metervis af guld stof og stof med blå pallietter som bare ventede på at blive tryllet om til de flotteste overdele. Danselæren havde nogle ideer om hvordan toppene skulle være og smed nogle mønstre på bordet så kunne vi bare gå igang med at udtænke en plan og konstruere mønstrene.... Hold da op et arbejde. Men vi gik igang med krum hals og der blev lavet en test-model som straks blev godkendt af pigerne og danselæren. Bagefter skulle mønstret ændres så vi kunne lave modellen i xs, s, og m. Timerne forsvandt før vi fik set os om og som bekendt tager ting tid. Laaaang tid..... Midt i processen opdager vi en FEJL...argh... som bevirker at mange af de næsten færdige bluser skal klippes fra hinanden igen og der skal ændres en smule i faconen. Det var tæt på at vi havde givet op... Summa summarum.... der er bluser med hjem til de næste mange sytimer for vi kunne ikke nå at få dem færdige. Hvad gør man ikke for de dygtige piger og trods alt har det været en sjov og hyggelig dag. Jeg vedlægger et billed fra mit bagagerum i bilen.



og midt i alt virvaret nåede jeg ikke forbi loppemarkedet hos Lene. Øv...det må jeg have til gode.

fredag den 20. maj 2011

Systuen er rykket i sommerlandet.

Vi holder bededagsferie i campingvognen og symaskinen har fået lov til at komme med. I formiddag har jeg hygget mig med at lave lidt penalhuse som jeg kalder dem.


Gud ved hvad folk tænker når de går forbi. En symaskine som snurrer i det fjerne... :-)
Nå men skidt med det- jeg har hygget mig.


Det er blevet til seks stk ialt. Tre som jeg kun manglede lidt på og tre "fra bunden". Tre i Liberty, et i gammel retro stof og to med aber hvor Mille har reserveret det ene. Når der er blevet syet nogle flere bliver de lagt ud på Trendsales.

Den egentlige årsag til at symaskinen er kommet med på camping, er at Mille og jeg imorgen tager til Aabybro hallen, hvor der igen denne weekend er træning til DM. Mille danser på et disco formations hold som stiller op til DM i Brøndbyhallen i Kr. Himmelfartsferien. Imorgen er mødre m.m. inviteret med sammen med deres symaskiner for så skal der syes i strækstoffer og pallietter. Det skal nok blive sjovt. Så har jeg også mulighed for at se dansen som pigerne har trænet så hårdt på hele sæsonen.

Forsat god bededagsferie til alle.



torsdag den 19. maj 2011

TEST MODEL

Hvordan viser jeg bedst en sommersolhat når jeg mangler et hoved ?.....




Forsat god torsdag.


tirsdag den 17. maj 2011

Jeg kan ikke følge med....

Jeg synes at tiden suser afsted i øjeblikket og jeg har svært ved at følge med.
Dagene går med job, dagligdags gøremål og om aftenen er jeg træt og smider mig på sofaen så der er ikke gang i meget kreativitet.



Onsdag aften i sidste uge var jeg på kursus i anvendelse af min nye overlock. Hold da op hvor kan den mange ting ud over at sy sammen på almindelig "overlockvis". Masser af dekorative sømme og brug af
forskellige typer tråd som giver sømmen et andet udtryk. Nu håber jeg bare at jeg kan huske hvad jeg har lært for jeg har ikke haft tid til at prøve det af herhjemme endnu. Jeg købte forøvrigt noget spændende "flock" tråd som er godt til dekorative sømme. I må se et billede en anden dag.

Jeg har fået syet lidt på min sytaske i Liberty. Faktisk mangler jeg kun at sy hankene så er den klar til brug.




Nåå ja..jeg har også fået syet et par kosmetikpunge og et penalhus.







Jeg overvejer at sy et lille lager af disse og sætte dem på Trendsales eller oprette min egen Amio butik.
Mon der er et marked for det ? Der er jo mange der laver tilsvarende ting så udbuddet er stort.

Og så til noget helt andet......
Min blog har faktisk haft fødselsdag i lørdags. Godt nok kun et 1/2 år- men hvilket eet.
Jeg er stadig helt vild med at blogge. Både at lave indlæg til min egen blog men bestemt også at læse med hos en masse andre fantastisk bloggere. Det er utroligt hvor tidskrævende men også stærkt vanedannende det er. Jeg føler nærmest at jeg kender mange af jer rigtig godt helt uden at have mødt jer IRL. Blogverdenen er bare spændende.
Egentlig havde jeg tænkt at min 1/2 års blog fødselsdag skulle fejres med maner. Nemlig med min første GIVE AWAY. Men jeg er bagefter.... Derfor har jeg bestemt at man også kan fejre 7 måneders blogdag eller måske 8 måneder så hold øje med min første give away. Den er snart på vej.

Nu vil jeg smide mig på sofaen.

onsdag den 11. maj 2011

Konfirmation-mors dag-blå mandag og familie besøg.

Sikke nogle skønne dage vi har haft.
I weekenden blev Mille konfirmeret og det var en skøn fest med lækker mad og drikke, fantastiske flotte gaver og en super glad og spændt konfirmand. Her er et billede skudt med min mobil fra en skæv vinkel men jeg tror at I kan se hvor glad og spændt hun er. Det er inden vi kører afsted mod Ansgars Kirken i Aalborg.


Samtidig var det jo mors dag og jeg blev forkælet ud over alle grænser af mine tre børn og min mand. Lækker Kusmi the med Ingefær/citrus. Gavekort til Brunch with bubbles og en frokost på en valgfri restaurant i Lønstrup. Jo jo det er skønt at være mor.....



Mandag var der blå mandag og vi sad "konfirmand-vagt" et par timer mandag eftermiddag mens de unge fik shoppet. Tirsdag aften var der familie besøg til let aftensmad og fremvisning af billeder fra konfirmationen. Desværre var min bror og hans kone syge på selve dagen og kom først til Aalborg mandag så derfor lavede vi denne aften så de kunne få et indtryk af festen som de jo desværre gik glip af.

Nu trænger vi til at slappe af men det må blive i weekenden for om lidt kører jeg til Hjørring hvor jeg skal på kursus i min nye overlock.....

Forsat god onsdag.

lørdag den 7. maj 2011

Gaven til mig selv.

Jeg har gået og kigget på smykker fra Louise Kragh og idag skulle det være. Jeg fik jo penge i fødselsdagsgave og nu har jeg brugt nogle af dem til disse fine porcelænssmykker.


De er købt HER. En dejlig lille butik her i vores by. Hun har mange skønne ting. Kig en tur forbi.

God weekend.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...