onsdag den 7. december 2011

Lækkert garn.

Som jeg tidligere har fortalt, har jeg planer om at strikke en trøje til mig selv. Nå og hva´så...tænker du sikkert, hvis du er en strikke-pige. Men jeg er jo mest en sy-pige, så det er virkelig noget af et projekt jeg har gang i.
Modellen som jeg vil strikke hedder "tværstrikket poncho" og er fra Alt om håndarbejdes magasin- kreativ strik. Den er simpelthen så lækker, så det strikkeri må prøves af. Og som tidligere nævnt har jeg lovet mig selv at strikke mindst 10 pinde om dagen og så må den da blive færdig på et tidspunkt.
Jeg har bestilt garnet her og nu er det kommet og hvor er det lækkert, både i farven og i kvaliteten.
Det er Højlands lammeuld i farven "troldhassel" og Super Kid mohair i farven "kænguru".
Nu glæder jeg mig til at få gang i strikkepindene...





Ha´en god onsdag.

mandag den 5. december 2011

Efterlysning- Alt om håndarbejdes Strikke Magasin nr 10.

Jeg efterlyser Alt om håndarbejdes Strikke Magasin nr 10. Jeg har forelsket mig i en strikket bluse " tværstrikket poncho" og selv om jeg ikke er en "strikke-pige", vil jeg alligevel forsøge at strikke den. Jeg har lovet mig selv at" strikke mindst 10 pinde dagligt" - så må den da blive færdig på et tidspunkt. Hvis jeg nu er så fornuftig, at vælge en  klassisk farve, så kan strikketøjet jo sagtens overleve en sæson eller to inden den er klar til brug. Det er desværre umuligt at opdrive bladet, så ligger du inde med det- og ikke bruger det mere, vil jeg gerne købe det eller måske bare en kopi af opskriften. Jeg håbet at der er held i blog-land, for jeg kan næsten ikke vente med at komme igang......

søndag den 4. december 2011

Jule masking tape, pusleboxe og julehygge.

Endelig et lille indlæg fra mig. Her har været stille i et stykke tid, men jer er her i fuldt vigør :-)

Nu er jeg med på masking tape dillen. I Rema 1000 fandt jeg disse ruller masking tape med nisser og de er da vildt søde. Jeg tror at de skal pryde kuverterne til årets julekort.



Årsagen til mit "fravær" på bloggen, har ikke været af dovenskab. Jeg har super travlt med at sy de sødeste pusleboxe af det lækre Blafre elefant stof. Jeg ved ikke hvor mange jeg efterhånden har syet, men det er sørme blevet til en del. Jeg har slet ikke fået vist dem frem på bloggen så her kommer de.



Der er lige plads til lidt bleer, et lille håndklæde og lidt vaskeklude. Lige hvad man har brug for når man er på farten med de små.

Jeg kender en sød pige, som har husket min stof-mani. Der skulle ryddes op hos hendes mormor og der dukkede der fineste Bjørn Wiinblad stof op. Heldigvis smed de det ikke ud og nu har jeg fået det. Det er rigtig retro i brune, beige og gyldne farver med lidt guld. Jeg ved ikke endnu hvad jeg skal bruge det til, så nu ligger det i skabet til den rette ide dukker op. Hvis du er interesseret i et stykke bytter jeg gerne.



Standen er rigtig fin selv om at det har været brugt til gardiner.

Vi julehygger også lidt. Der er blevet hængt de skønneste stjerner på i vinduerne. Rigtig julehygge...


Hvor er det bare svært at tage ordenlige billeder i dette mørke december-vejr.


Ha en dejlig 2. søndag i advent.






tirsdag den 29. november 2011

Juu huuu....

Juu huuu...- jo jeg er her skam endnu. Der har været stille på bloggen de sidste dage og det er ikke mange jule-syslerier som er blevet fremstillet her.
Jeg har travlt med at sy bestillinger og det er jo super skønt :-)
Derfor nyder jeg, at se alt det I andre kreative piger tryller frem her i før-juletiden. Jeg regner dog med at få tid til lidt julekrea senere. Det er jo ikke engang 1.december endnu så der er MASSER af tid :-)


God dag til alle.

torsdag den 24. november 2011

Vi er igang....

Det er småt med juleriet her hos os. Idag har jeg dog fået denne blomst forærende så nu er vi igang.


Når weekenden kommer skal kasserne med julepynt ned fra loftet og der skal sættes gran og lys op udendørs. Jo vi når det......

onsdag den 23. november 2011

Lækkert Blafre-stof i min postkasse.

Idag er det lækre Blafre-stof landet i min postkasse. Jeg var så heldig at Frk. Fie ville dele et par meter.
Valget faldt på de brune elefanter og de blå elefanter. Nu skal der syes lidt pusle-boxe til Trendsales. Så må jeg se om der er salg i dem.....
En pusle-box er en lille taske, som lige kan indeholde et par bleer, et underlag og lidt vaskeklude. Lige hvad man har brug, for når man er på farten med en lille størrelse.



Det er ikke nemt at tage gode billeder i dette mørke vejr men stoffet er meget smukt :-)
Nu vil jeg på posthuset med Fie´s del af pakken...

søndag den 20. november 2011

Advents-dekoration 2011

Hvert år spørger min mor "hvad farve lys skal der i din adventskrans og hvordan skal den se ud i år".
Hvert år svarer jeg "hvide lys og lilla pynt i sølvstjerne fadet" -nøjagtig lige som sidste år og de øvrige mange år. Sådan er det bare......ingen fornyelse her.
Se lige hvor flot den blev igen i år. Lige som jeg kan lide den.


og nu står den den på sin vante plads. Det skal der nemlig heller ikke laves om på....


Tusind tak mor.

Det er sjovt at se hvor forskellige adventskranse og dekorationer der pryder de forskellige bloghjem.

torsdag den 17. november 2011

En ny model....

For et par uger siden skulle jeg have været til bloghygge med en masse andre kreative bloggere. Desværre måtte jeg melde afbud. Planen var ellers jule-krea-hygge, hvor vi hver især skulle medbringe en juleide og materialer, så alle kunne prøve at lave ideen.
Min ide var at flette julestjerner i Liberty stof og jeg havde derfor klippet masser af strimler, så der var rigeligt til alle. Men da jeg nu måtte melde afbud, er skuffen jo fuld af strimler, og så mange stjerner får jeg ihvertfald ikke lavet. Hvad laver man så af de strimler ? Jo...en ny model af en toiletpung.



Jeg har sat en pink murer-snor med et par perler i lynlåsen.
Jeg har strimler til en masse punge, så mon ikke nogen af dem skal bruges til årets pakkespil.
Så hvis du mangler en ny kosmetikpung i lækkert Liberty, så er det mine pakker du skal gå efter....

onsdag den 16. november 2011

Pusle-box og færdig give away-tørklæde.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg efterhånden har syet mange penalhuse, boxe eller hvad vi nu kalder dem. Idag fik jeg brugt nogle af mine småfolk rester og derud af fik jeg denne box. Eller pusle-box vil jeg kalde den, for der kan lige være 4-5 bleer, et lille håndklæde, lidt vaskeklude og en rulle affaldsposer. Lige hvad man ikke kan undvære når man er "på tur" med de små. Jeg synes at den er blevet rigtig lækker med alle farverne og så er det jo en god måde at få brugt sine rester på. Den er lidt større end dem jeg normalt laver. De passer bedre som penalhuse eller kosmetikpunge.




Det er da pænere at have sit "pusle-grej" i sådan en lille box istedet for i en plastpose.

Idag har jeg også fået lavet Liberty tørklædet fra min give away færdigt. Jeg synes at det er blevet fint med mange farver. Jeg kan godt se at ikke alle sammensyningerne ligger 100 %. Argh.... tænker jeg bare. Sådan noget ser mit øje bare med det samme når det er "hjemmelavet". Hvis nu tørklædet havde været købt i dyre domme.... ja så var det bare en del af det.... Kender I det ?
Jeg håber nu at Anne bliver glad for det alligevel.
Det ryger på posthuset imorgen.




God onsdag aften. Jeg skulle have været til noget blomster-kranse-binder-jule-halløj.
Det er desværre aflyst på grund af sygdom.



tirsdag den 15. november 2011

Se hvad posten kom med....

Se lige hvad som lå i min postkasse idag. Det lækreste gule stof med søde dyr på.




Jeg synes at det er sødt til små krea-projekter fx. penalhuse m.m.
Hvad synes du ?


mandag den 14. november 2011

Blog-fødselsdag og udtrækning af min GIVE AWAY.

Idag er det præcis et år siden at jeg skrev mit første blog-indlæg. Tænk...et år er gået så stærkt.....
Det har været et helt fantastisk år, hvor jeg dagligt er blevet inspireret kreativt. Jeg har lært en masse andre bloggere at kende, både gennem deres blog og "in real life". Tre gange har jeg været til rigtig hyggelige blogtræf. Det er skønt at mødes med andre kreative piger og lære af deres interesser.
Jeg har prøvet så mange kreative ting, som jeg ellers ikke ville være stødt på, hvis ikke det havde været for blogverdenen. Eneste "minus" er bare at det er enormt vanedannende og tidskrævende ;-)



Min blog-fødselsdag betyder også at min GIVE AWAY skal udtrækkes idag. Flere steder har jeg set at I bruger Random.org til at hjælpe med at finde den heldige vinder. Derfor tænkte jeg, at det må jeg da så også hellere. Det gik sådan set også meget godt, indtil at udtrækningsnummeret skulle over på min side....
Det kunne jeg selvfølgelig ikke finde ud af, så derfor kommer afsløringen HER. Manden i huset er mit vidne.... Tillykke til den heldige. Jeg håber at du bliver glad for tørklædet.

Samtidig vil jeg takke for den stor deltagelse og jeg vil byde nye læsere velkommen. Det er skønt at se at så mange har lyst til at læse med indimellem. Jeg vil besøge jeres blog snarest og glæde mig til at lære jer bedre at kende. Tusind tak.

Vinderen kan sende mig en mail med navn og adresse, så gevinsten kan sendes lige så snart den er kommet ud af symaskinen.

God mandag aften til alle.

søndag den 13. november 2011

Maler-weekend....

Weekenden er gået med at male. Ikke malerier, men vores køkken-alrum. Det har længe trængt til en kraftig opfriskning, men sådanne aktiviteter foregår kun i vinter-halvåret her, for resten af året bruger vi i vores campingvogn. Det er ikke mig der svinger maler-rullen.... næh den fornøjelse har manden i huset. Imens har jeg kogt hamburgerryg og stegt en flæskesteg og begge er nu skåret op til pålæg i bedste "husmor" stil. Der er også bagt et par banankager til fryseren af et par kedelige bananer.

Da vi var i hovedstaden i efterårsferien købte vi nogle magnet tavler i friske farver i Notre Dame. Jeg har glæder mig til at få dem op på væggen og det er de kommet nu. Fedt ser det ud...synes jeg.
Det første min datter sagde da hun så dem var "det ligner Windows logoet".... WHAT.... her er vi Mac-brugere....


Jeg må skynde mig at hænge noget op og skrive noget derpå for at "bryde billedet". Nu skal jeg ud og finde nogle smarte magneter eller lave nogle selv af fimo.

Jeg er også startet på julegave indkøbene og hvad er bedre end at starte med at købe en julegave til mig selv. Jeg har længe ...virkelig længe overvejet om ikke jeg skulle have et par gummistøvler fra Ilse Jacobsen. Jow...det skulle jeg og nu er det købt som en julegave fra manden (ja det er let for ham i år).


Så er det jo imorgen at min blog fylder et år og der trækker jeg vinderen af min fødselsdags-give-away. Du kan stadig nå at deltage- blot tryk på billedet øverst til højre så kommer du lige til siden.
Allerede nu kan jeg se at rigtig mange har været forbi og deltage og at der er rigtig mange nye læsere. Det er jeg rigtig glad for så hjertelig velkommen til jer. Mere om det imorgen....

Forsat god søndag.

fredag den 11. november 2011

Endnu flere penalhuse.

Jeg har fået syet en masse penalhuse til Trendsales. De er rigtig gode til opbevaring af alverdens ting. Jeg bruger dem til mine syting. Til opbevaring af mit broderigarn, som kosmetikpung og som penalhus.


Hvis du har brug for et penalhus kan du sende mig en mail. De koster 85,- kr pr stk og 100,- for dem med æbleprint plus porto.

Husk at du kan stadig nå at være med i min fødselsdags-give-away som trækkes på mandag
- dagen for bloggens 1 års fødselsdag. Tryk på billedet øverst til højre.

God weekend til alle.

tirsdag den 8. november 2011

Ih hvor vi glæder os....

Imorgen skal min yngste datter og jeg til koncert med Rasmus Seebach og ihh hvor vi glæder os. Vi er helt klar. Vi kan alle sangene fra den nye CD så vi skal rigtig skråle med........

søndag den 6. november 2011

One-piece dragt, gave fra pakkelegen og godt køb.

Jeg har fået syet min første One-piece dragt til Mille. Hun valgte den i grå og med neon pink lynlås. Men da jeg ikke kunne opdrive en neon pink lynlås måtte hun "nøjes" med en i rød. Det var også okay.....
Dragten er super nem og hurtig at sy og klædeligheden kan diskuteres, men Mille synes at den er dejlig. Jeg synes at hun ligner "en sæk kartofler" men sådan er moden altså. De er set til 1099,- i Salling, og det kunne jeg ihvertfald aldrig finde på at give. Jeg har brugt mønsteret fra Stof 2000.



I formiddags var jeg lige i Rema 1000 for at handle nogle småting og se lige hvilket kup jeg lavede. Sidst de havde stofpakker bestemte jeg at jeg ikke skulle have nogle i denne omgang. Og hvor heldig må man være. Nu var de sat ned til 30,- kr pr pakke så nu skulle de med hjem.


I sidste uge fik jeg en gave fra Helle med bloggen Sallings sysler. Det var den sidste pakke fra pakkelegen i denne omgang.


Se lige nogle fine ting. Tasken har allerede været med i byen. I fredags var jeg til årets første julefrokost og de andre piger var lige så vilde med tasken som jeg. Tusind tak Helle....

Forsat god søndag.



mandag den 31. oktober 2011

Se lige her....

Jeg deltager jo i pakkelegen og jeg har modtaget min gave fra Anette med bloggen  På RaD & RækKe.
Se lige hvilke søde hæklede græskar der var deri. Jeg er da total solgt....  ;-)


Desuden var der den sødeste aflange dåse, små fine perler, hæklede flag og et stykke stof i fine orange og grønne farver. 



Tusind tak Anette. Jeg elsker altså bare pakkelegen og blogland.


søndag den 30. oktober 2011

Inspirations dag i Fredericia.

Noget af min søndag er gået med at besøge Kreative dage i Fredericia. Allerede lidt i 10 stod jeg i messehallen sammen med en masse andre kreative piger. Jeg havde tænkt, at jeg ville komme når de åbnede, for så var der sikkert ikke så mange besøgende. Den ide havde alle de andre også fået :-)
Sikke meget der var at se på.... masser af stof, garn, perler, ting til smykkefremstilling, ting til glas arbejde og en masse andet.
Jeg fik købt noget af det sjove Zpagetti "garn" fra Tante grøn som jeg vil hækle en taske ud af.


Derud over fik jeg købt et par mønstre til syning. Først et fra Stof 2000 


Min yngste datter ønsker sig sådan en dragt og de er set her i byen til 1099,- kr. Nu laver vi den selv.


Dette mønster på punge i fire forskellige størrelser måtte jeg også have med hjem. Det er fra Bøgelund Patchwork.

Jeg skulle jo også forbi og hilse på Karens og Tinas stand. Jeg havde bestilt et navneskilt i bloggers corner og her hilste jeg også på Mia.



 Tidligere på året var jeg så heldig at vinde en af Mias give away, som var en header til min blog så det var rigtig sjovt at få sat ansigt på hende.

Jeg nåede også at høre Karens og Tinas foredrag om bloglands store muligheder. Jeg sad ved siden af en anden pige som ikke kendte noget til det at blogge eller om bloglands store inspirations univers. Mon ikke at hun bliver overrasket når hun finder ud af hvilken inspiration man kan finde her.

Efter en dejlig dag i hallerne gik turen tilbage mod Aalborg.


torsdag den 27. oktober 2011

Ipad etui og endnu en mobilpung.

Familien har fået nyt legetøj. En lækker Ipad. Det er ikke nogen hemmelighed at vi er vilde med Mac produkter, så sådan en måtte vi have. Nu har jeg syet et etui til den, så den ikke får for mange skrammer.
I første omgang tænkte jeg at jeg ville lave et af mine retro stoffer- i lækre gule farver, men tænkte så at manden måske synes at det er for tøset. Derfor blev det natur hør med et brunt twist.



Men måske er den alligevel blevet for tøset.... nu må jeg vente og høre hvad manden siger. Måske jeg bare skulle lave en ensfarvet sort. Det er bare så kedeligt...

Det er også blevet til endnu en mobilpung efter LENES mønster.
Hvor mange har man brug for ?....
Den mangler lige en knap og en snor som den kan hænge i. 
Det er et super mønster som Lene har. Der er både plads til mobilen og der er et lille rum med lynlås til penge og kort. Så er man fri for altid at have taske med.




Nu nærmer weekenden sig. Med dansestævne i Ry, hvor den nye dansedragt skal luftes og Kreative dage i Fredericia. Det bliver en skøn weekend.




onsdag den 26. oktober 2011

En lille stof pakke i postkassen.

På sådan en mørk og regnvåd onsdag er det skønt med en lille pakke i postkassen. Lidt stof fra Malika og Rosa som netop har haft nogle gode tilbud. Jeg tror faktisk at det var -25 % men er ikke helt sikker. Jeg købte lidt uglestof (ja ugler er stadig populære her) og lidt med dyr og lidt med babuskadukker. Jeg skal have lavet nogle flere penalhuse til TS.




Lækre stoffer i flotte farver. Faktisk blev jeg lidt overrasket over hvor stor-mønstret babuska-dukkerne er. Jeg er ikke sikker på at stoffet er så anvendeligt til penalhus, men det må komme an på en prøve.

Husk min GIVE AWAY som trækkes d. 14. november. Klik på billedet til højre og deltag.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...