Jeps...nu skal det være. Forandring fryder jo siger man. Jeg... eller vi - familien hopper med på LCHF-bølgen. Low Carb High Fat.
Jeg har med interesse fulgt med i snakken om LCHF kost og synes, at det lyder lækkert og spændende. Det er en kulhydrat-lav kost, altså ingen kornprodukter, sukker og stivelse. Man sammensætter sin kost med madvarer som kød, fjerkræ, fisk, æg. Masser af grønsager, fede mælkeprodukter, naturligt fedt fra smør og olier, lidt nødder og bær. Altså ingen stivelse fra kartofler, ris pasta og brød.
Det er faktisk hvad jeg ved om det lige nu, men jeg har købt den nye bog "Spis dig mæt & glad" skrevet af Jane Faerber, så i aften skal der rigtig læses, så jeg kan sø-sætte projektet i familien. Jane har bloggen
madbanditten hvor du kan læse meget mere om LCHF-kost.
Den helt store forandring for familien vil bestemt være mangel på brød. Vi elsker nemlig nybagte boller i forskellige udgaver, men allerede nu har jeg set, at der i bogen er forskellige opskrifter på boller og brød bagt efter LCHF principperne.
En anden stor udfordring bliver, at skulle tænke i andre måder, at tilberede måltiderne på og hele tiden være to skridt foran i forhold til at planlægge næste måltid.
For ikke helt at undvære brød, så har jeg lige bagt et lækkert stenalderbrød bestående af forskellige kerner og nødder, æg og vand. Det lune brød skal prøve-smages til eftermiddags-theen med et stykke ost.
Jeg var en tur på biblioteket i formiddags og de havde andre bøger om LCHF kosten, så der er rig mulighed for at komme godt igang. Iøvrigt er der rigtig mange blogs om LCHF-kost, så der kan jeg også søge inspiration og viden. Jeg forventer selvfølgelig ikke, at det kører lige med det samme men at det vil blive en tilvænningsproces vi skal igennem. Jeg glæder mig ihvertfald til lidt fornyelse og flere grønsager i vores daglige kost.
I aften står menuen på mad-pandekager med oksekødsfyld, blandet grønt og revet ost og imorgen skal vi selvfølgelig have brunch pandekager med græsk yoghurt og blåbær og jordbær. Måske et blødkogt æg og en skive af det nybagte stenalderbrød...